Igår var det 2 år siden jeg fik diagnosticeret brystkræft

14694642_10153844286252115_475771480_n

Igår var det 2 år siden jeg fik diagnosticeret brystkræft. Jeg husker tydeligt, hvor nervøs jeg var for at komme ind til svarsamtale på de biopsier der var blevet taget fra mit venstre bryst ugen forinden. Jeg var så sikker på, at der var kræft i de to knuder som var blevet fundet ved ultralyds undersøgelse. To store sorte “pletter” der lyste op på ultralydsscanneren. Noget i mig håbede inderligt at det var mig der tog fejl, men min fornuft og mavefornemmelse fortalte mig, at den var helt galt. Min mavefornemmelse havde ret – der var to kræftknuder i mit venstre bryst og et langt og kedeligt behandlingsforløb lå i vente….

Nu sidder jeg her to år efter, drikker en kop kaffe, kigger ud gennem vinduet og tænker tilbage på årene der gik. Jeg kan slet ikke forstå det kun er 2 år siden jeg fik konstateret kræft, for der er virkelig sket meget på de 2 år. Jeg var så tæt på at afslutte min modul 11 eksamen på sygeplejerskeuddannelsen i 2014, da jeg i stedet skulle bruge min eksamensdag på et operationsbord. Et længere forløb med Mastektomi operation (fjernelse af bryst), operation med udtagning af æggestok, kemoterapi i 4,5 måned, antistofbehandling i 1 år og 10 år på antihormonbehandling med Tamoxifen. Derudover prøveperioder med andet medicin, som Zoladex (dvale af tilbageværende æggestok). Plus stor operation med fjernelse af rask bryst og rekonstruktion af begge bryster med expander. Derefter en masse saltvandsindsprøjtninger og her d.5 december kan jeg endelig få byttet mine expandere ud med implantater. Ud over et længere forløb med en masse medicin og operationer, har jeg også været så uheldig at min krop har været hårdt fysisk belastet. Jeg har samtlige gange været helt nede og ligge og måtte hive mig selv op igen efter voldsomme infektioner og nedbrydning af kroppen med kemoterapi.

Nu jeg tilbage på modul 11 og kun få uger fra eksamensdagen. Det er så vild en følelse og alt i mig skriger at noget vil vælte mig inden, for det har jeg prøvet før. Men denne gang sker det ikke, det har jeg sat mig for. NU skal det være og om lidt skal jeg være færdig sygeplejerske! Et kæmpe standpunkt i mit liv. Et mål jeg har haft mig igennem de sidste knap 6,5 år af uddannelsen.

Angående min krop, så er den stadig hårdt belastet. Jeg er stadig på en pause af min antihormonbehandling, men min krop gør stadig ondt og langt fra i balance. Jeg kan tydeligt mærke, at det ikke er den samme krop jeg har her 2 år efter. Den er slidt. Den gør ondt og føles – Anderledes. Jeg har desværre ikke kunne træne så meget imens jeg er i praktik, hvilket jeg ved har en stor indflydelse, så jeg er stadig ved godt mod ift. at min krop forhåbentlig snart kan få det bedre igen, når jeg om 1,5 måned er helt færdig sygeplejerske.

Jeg vil slutte af med at dele, at jeg er så PISSE stolt af mig selv. Jeg er lige nu i praktik på 32 timer om ugen + 10-12 timers transport oveni og læsning/opgaver, som er en kæmpe kontrast til at have gået hjemme og været sygemeldt i knap 2 år. Jeg kæmper en kamp hvert evig eneste dag (ikke at det er noget nyt for mig), men jeg har klaret 7 uger nu!!! Så nu nupper jeg lige de sidste 3 uger og HÅBER på at bestå til min praktiske og mundtlige eksamen i uge 45. Derefter mangler jeg min mundtlige bachelor eksamen d.23 november –

OG SÅ KAN JEG FORHÅBENTLIG KALDE MIG SELV SYGEPLEJERSKE!!!!!!

Det var lige en masse tanker herfra.. Nyd den smukke efterårsferie!