Charlotte Darling Pedersen, 36 år

naturlig helbredelse

HÅBET

11 juli er en vigtig dag – en årsdag der har stor betydning for mig.
11 juli i år var det 5 år siden jeg sad i et værelse på Riget med min kære mormor, en kvindelig læge, en sygeplejerske og en sygeplejerskestuderende og fik en dødsdom, og 3 år siden jeg skulle have været død.
For 5 år siden fik jeg diagnosen duktal brystkræft, altså en knude i mælkekanalen. Jeg fik at vide det var nødvendigt med hele pakken – altså operation, kemo og strålebehandling. Hun kunne ikke sige noget om chancer for overlevelse med denne behandling. Jo ældre man er når man får brystkræft jo større chance for helbredelse – og da jeg kun var 31 var det ikke så godt. Jeg havde min unge alder i mod mig sagde hun (tak for de opmuntrende ord!). Jeg spurgte om bivirkningerne ved behandlingen, men det ville hun ikke berøre. Det måtte jeg tale med en anden læge om senere… SUPER at man ikke kan få sine spørgsmål besvaret, når ens liv lige er blevet vendt på hovedet! Dog kunne hun sige at jeg ville miste mit flotte lange hår (hendes ord) og at jeg skulle have nedfrosset mine æg.

Jeg var i chok! Jeg var 31 år, forelsket og i gang med livet. Havde levet som vegetar siden jeg var 15, og hverken drukket eller røget i næsten 10 år. Jeg var næsten aldrig syg og så mig selv som en person med en god fysisk og et stærkt helbred. Brystkræft!!! Det sker jo kun for andre.. I min journal står der også at jeg var chokeret. Undrede mig da jeg læste det. Hvem fa…. bliver ikke chokeret når de lige pludselig får smidt en sådan diagnose i hovedet? Jeg græd og rystede, men prøvede samtidig at tænke klart. Skille mine egne overbevisninger fra lægens trusler.
Jeg nævnte alternativ behandling for hende, og sagde jeg kendte flere tilfælde af folk med kræft der var blevet helbredt med naturlige metoder.
Hun grinte ikke af mig – selvfølgelig ikke. Det var en hård situation! Men hun latterliggjorde det kraftigt. Hendes ord var præcis disse ord, jeg husker dem krystalklart: ”Man kan ikke helbrede kræft med pendulhealing og zoneterapi. Dem der siger de er blevet raske med alternativ behandling, havde ikke kræft i forvejen!” Og så krøllen på halen ”hvis ikke du tager imod vores behandling, er du død INDEN FOR 2 år”
DØD INDEN FOR TO ÅR – av av av! Den gjorde ondt. Jeg lyttede til hende og gav hendes dom betydning. Hun sad trods alt der med hendes hvide kittel – læge, en autoritet som man ofte giver sin tillid til.
Jeg sagde jeg ville tænke over det, men højst sandsynligt ville sige ja til operationen. Den anden behandling ville jeg slet ikke tage stilling til på det tidspunkt.

Jeg endte med at sige nej til både operation og videre behandling. Og TADAAA jeg er her sgu endnu. Og føler mig ganske sund og rask! 
Rejsen derfra og til hvor jeg er nu, har været laaaang og til tider også mega hård.
Ikke pga. min fysisk tilstand. Jeg har aldrig mærket noget til kræften, bortset fra lidt ømhed i knuden engang imellem, som primært kommer omkring min menstruation. Jeg har aldrig været syg af kræften, svækket eller noget lignende. MEN det har været noget af en vild rutsjebane psykisk. Angsten har været det værste, men den har samtidig også været drivkraft for arbejdet med min personlige udvikling. En personlig udviklingsrejse jeg ikke ville have været foruden hvis jeg kunne vælge.

Jeg vil skrive et andet opslag om selve rejsen, og alle mine erfaringer undervejs, ellers bliver dette et alt for langt opslag 

Det der lige nu er vigtigt for mig at formidle, er hvor vigtigt det altid er at bevare HÅBET, og ikke lade nogen som helst fortælle dig at du ikke kan blive rask, at du er kronisk syg, at du ikke kan blive fri for dine smerter, eller hvornår du skal dø.
Lægerne er alt for hurtige til at tage håbet fra folk – og til at komme med unødvendige domme. Det omvendte af PLACEBO er NOCEBO. Når vi virkelig tror på det lægen siger, og acceptere den dom vi får, er det den besked vi sender til vores krop og celler. Og ligesom man kan helbrede alverdens ting med sukkerpiller og lægens positive ord (placebo), ligesådan kan vi ”indstille” vores krop på at blive mere syge, og nedbryde sig selv fordi det er det vi tror på (nocebo).
Det der blandt andet hjalp mig når jeg var angst var at google succeshistorier og bruge timer på dem, både ved at læse dem og se på youtube videoer. Det var ikke så vigtigt for mig hvad deres alternative behandling havde været. Det der var vigtigt for mig var at de havde fået en dødsdom og havde OVERLEVET. Nogen havde sagt nej til behandling fra starten, mens andre først søgte den alternative vej, efter de var blevet opgivet af lægerne. Faktisk stødte jeg på flest tilfælde af dem der var opgivet af lægerne. Det vil sige, at efter de havde fået fyldt kroppen med kemo og fået svækket immunsystemet, var det stadigvæk muligt for dem at blive helt raske via alternative metoder!
De historier gav håb. HÅBET er så vigtigt!. Det er ESSENTIELT! Hvorfor lægerne tager det fra så mange, er mig fuldstændigt uforståeligt, især med den viden man efterhånden har på sindets indflydelse på vores helbred (placebo/nocebo).

Mit budskab er IKKE at du skal sige nej til behandling, operation, medicin og kemo (selvom jeg virkelig ikke er fortaler for kemo). Mit budskab som kommer fra mit hjerte, er at du skal TAGE ANSVAR FOR DIT LIV og holde fast i og styrke det til tider skrøbelige HÅB. Lad være med at lægge hele dit liv i lægernes hænder. Undersøg hvad du selv kan gøre ved siden af den behandling du modtager. Både for din fysiske krop, dit sind og dine følelser.
Der er så meget at gøre – der er en hel verden som lægerne lukker øjnene overfor.

Vores krop er skabt til at helbrede sig selv!!! Vores vigtigste rolle er at undersøge og finde ud af, hvad det er vi gør der bremser denne naturlige proces og hvad vi i stedet kan gøre for at støtte den, og give den de mest optimale forudsætninger for at kunne gøre arbejdet!

Læs mere på Charlottes facebookside “Naturlig Helbredelse”.