Esther Ferlev Jensby, 25 år

Esther

Jeg hedder Esther, er 25 år gammel og er lige flyttet til Aarhus efter at have boet hos min familie i Nordjylland, mens jeg var i behandling. Jeg fik konstateret brystkræft den 25. marts 2015 i København. På det tidspunkt var jeg 24 år gammel.

Det hele startede med, at jeg efter træning engang i februar fandt en knude i mit venstre bryst. Først blev jeg lidt skræmt, men tænkte hurtigt at det nok bare var en harmløs cyste, der ville gå væk af sig selv. I værste fald ville det være en knude, der skulle opereres væk, men som ikke var farlig. Det faldt mig ikke ind, at det kunne være kræft, for jeg havde ingen anelse om at unge kvinder kunne få brystkræft og desuden er der ingen kvinder i min familie, der har haft brystkræft. Faktisk er der slet ikke nogen i min familie, der har haft kræft.

Der gik en uge før jeg kom til lægen, og i løbet af den uge kunne jeg godt mærke, jeg begyndte at blive nervøs for, hvad det kunne være, men da jeg endelig kom til lægen, forsikrede hun mig om at det ikke var noget. Hun sagde at jeg roligt kunne sove om natten, men hun ville alligevel lige sende mig til ultralydsscanning for en sikkerheds skyld.

Til ultralydsscanningen fortalte jeg lægen at knuden var meget øm og jeg syntes, jeg kunne mærke at den var blevet en lille smule større. Lægen ville derfor med det samme tage en biopsi og jeg græd lidt mens hun gjorde det, for jeg blev ret skræmt over den drejning den simple scanning havde taget. Jeg skulle komme igen 6 dage efter for at få svar på prøven.

Min mor insisterede på at komme og tage med mig til samtalen, selvom jeg synes det var fjollet at hun skulle komme hele vejen fra Nordjylland for at tage med mig til en samtale på 15 min., hvor de bare ville fortælle mig at alting så fint ud. Men hvor er jeg glad for at hun kom, for allerede da vi blev hentet af sygeplejersken kunne min mor mærke at der var noget galt. Lægen fortalte mig at knuden var en kræftknude og at jeg skulle opereres den følgende tirsdag – 6 dage efter. Tankerne fløj igennem hovedet på mig og jeg kunne slet ikke forstå hvad der foregik. Det eneste jeg fik sagt var vist: ,,Jamen det forstår jeg ikke. Hvorfor?”.

Dagene op til operationen var de værste. Jeg var gået fra den ene dag at være ung og rask til den næste dag at være kræftsyg. Jeg sagde til alle jeg snakkede med om det, at jeg ikke var syg, der var bare noget inden i mig der var sygt og som skulle fjernes. Måske sagde jeg det også til dem for at overbevise mig selv om det.

Operationen gik heldigvis rigtig godt. Fordi jeg havde opdaget knuden i god tid, kunne jeg ”nøjes” med en brystbevarende operation. De fjernede heldigvis også kun 3 lymfer i armhulen, da de kunne se at kræften ikke havde spredt sig yderligere.

Da jeg fik svar på operationen 3 meget lange uger senere, fortalte lægen, at de havde fået fjernet alt det syge væv de kunne finde og at min kræftform hverken var hormonpåvirkelig eller HER2-positiv. På et senere tidspunkt i forløbet fik jeg at vide at jeg heller ikke var BRCA-positiv, hvilket jeg selvfølgelig var vildt lettet over at få at vide, men fordi der sammenlagt ikke har været nogen specifik årsag til at jeg fik brystkræft, har jeg kæmpet meget med at acceptere at jeg alligevel fik det.

Faktisk var jeg i princippet rask allerede efter operationen, men fordi jeg var så ung tilbød min læge mig efterbehandling for at mindske tilbagefald. Derfor har brugte jeg  på 6 gange kemoterapi og 33 gange stråleterapi med et par indlæggelser undervejs. Den første gang var efter min 2. kemo, hvor mit immunforsvar var blevet så lavt at der opstod en infektion i det opererede område i armhulen, hvilket betød en uge på Rigshospitalet lige op til min bacheloreksamen. Min bachelorgruppe var så søde at besøge mig og øve oplæg med mig, hvilket resulterede i, at vi alle gik til eksamen 3 dage efter jeg blev udskrevet og det gik rigtig godt. Når jeg tænker tilbage på det nu, kan jeg slet ikke forstå at jeg kunne magte det, men på daværende tidspunkt havde jeg bare brug for at holde fast i mit liv, som det var før jeg blev syg.

Generelt har jeg jo været utrolig heldig, men ikke desto mindre har forløbet været rigtig hårdt og jeg forsøger stadig at forstå alt hvad der er sket. Jeg har erkendt at intet bliver ligesom før, fordi jeg altid vil have dette forløb i baghovedet og det påvirker alle mine beslutninger, fordi jeg på bare et år har fået en anden opfattelse af livet. ”Endeligheden er rykket ind” var der en der sagde til mig på et tidspunkt i forløbet, og det kan jeg kun tilslutte mig. Det er skræmmende, men jeg er i gang med at forstå det og forsøge at vende det til noget positivt.