En følelse af tomhed

en følelse af tomhed

Af: Tina Kærgaard

I starten af forløbet og mens jeg fik behandling, havde jeg stort behov for at skrive mine tanker ned her. Det var en måde hvorpå jeg tvang mig selv til at forholde mig til alle de ting der skete – og til at bearbejde dem. De sidste par måneder har jeg nok ikke ville erkende de ting jeg har følt.

For hvordan accepterer man lige at man har det langt værre nu end mens det stod på? Hvordan forklarer man, at nu mens livet bare skulle være dejligt, så føler man kun tomhed. Følelsesløshed. Ligegyldighed. Hvordan kunne man rende lalleglad rundt på en festival i sommers dagen efter en kemobehandling, hvor man egentlig burde have det dårligt? Og nu hvor det er overstået, mest af alt har lyst til at gemme sig selv væk og være alene? Denne tid efter behandling var en stor motivationsfaktor for mig til at stå det hele igennem. Jeg skulle bare lige igennem de måneder og så skulle livet blive godt igen. Det er så frustrerende at den forventning ikke svarer til virkeligheden!

Efter et par måneder med disse følelser tog jeg mig endelig sammen og kontaktede psykologen på Onkologisk Afdeling som helt fra start har været et tilbud fra sygehuset. Jeg har haft et par samtaler nu, og det har hjulpet mig til at erkende hvordan jeg har det. Og at det er okay. Inderst inde har jeg jo hele tiden vidst hvad årsagen til de følelser var. Der har derfor ikke været de helt store aha-oplevelser ved at snakke med psykologen, men det er alligevel rart at få sat ord på. Min tomhedsfornemmelse er et udtryk for sorg over de ting der er sket og ikke mindst angst for at det sker igen. Jeg er så pisse bange for at så snart jeg begynder at leve lidt igen, så kommer sygdommen tilbage og tager alt fra mig igen. Derfor forbliver jeg i en tilstand af følelsesløshed – det er vel en form for forsvarsmekanisme.

For nogle uger siden mærkede jeg en hård knude i armhulen i min “syge” side. Det hjalp absolut ikke på angsten! I den side hvor alle mine lymfeknuder blev fjernet under operationen – så en almindelig hævet lymfeknude kunne det jo ikke være. Jeg blev henvist akut til ultralydscanning, hvor de lavede en biopsi af knuden. Det viste sig heldigvis bare at være betændelse i en cyste. Ventetiden var ulidelig og det føltes som om jeg stod tilbage i januar måned og ventede på beskeden om kræft. Alt fornuft sagde det ikke kunne være kræft, men jeg turde ikke stole på det. Det var en stor lettelse at det ikke var noget ondt, men samtidig er det rigtig svært at erkende at dette er virkeligheden nu. At så snart man mærker den mindste ting forandret ved sin krop så er det afsted til sygehuset med en altoverskyggende frygt for kræft. For et år siden ville jeg ikke engang bemærke den slags. Det er svært for mig at acceptere at her 4 måneder efter afsluttet behandling, så fylder sygdommen stadig så meget.

Jeg håber at jo flere gange jeg bliver clearet til en kontrol eller lignende, at angsten så vil blive mindre. At jeg ligeså stille begynder at stole på min krop igen. Jeg skal til min første kontrol i januar og til to forskellige scanninger i februar. Jeg satser på positive svar, og at det så kan give mig lidt ro.

Jeg glæder mig helt vildt til nytår! Til at starte på en frisk. 2015 har på alle måder været et sindssygt år. Der er meget der skal arbejdes med i det nye år, men jeg tror på at tiden vil hjælpe mig til at finde fodfæste igen. Til at turde at leve igen. Det må være mit nytårsfortsæt :-)