I dag for et år siden

12312453_10153136976822115_295271837_n

For et år siden vågnede jeg ved mine forældre med hår på hovedpuden, som ikke sad fast på min hovedbund. For et år siden spiste jeg morgenmad, hvor nogle hår slap min hovedbund og landede på min ostemad. For et år siden kunne jeg tage en tot hår og hive af min hovedbund uden problemer. Det var netop denne dag, jeg pakkede en trimmer ned i håndtasken, en paryk og en hue og tog til julefrokost med mine gymnasie tøserne i KBH. Jeg udsete mig en god veninde, som for første og sidste gang ville få lov til at lege frisør med mit hår som offer. Dette blev min skønne veninde Mira, som lige måtte drikke en flaske rødvin inden hun tog fat i hårtotterne og klippede forskellige (næsten) lige frisure i mit hår. Efter en masse leg og sjov, blev trimmeren taget frem. Jeg glemmer aldrig tøsernes reaktion, da Mira begyndte at trimme mit hår af. Jeg husker vandet i deres øjenkroge og de medlidende blikke. Min søde kæreste var med på Facetime fra Århus og kunne følge alle forandringerne og hans snart skaldede kæreste. Jeg var mest af alt spændt på om jeg havde pigment forandringer i hovedbunden eller et misdannet hovede. Men alt så heldigvis fint ud. Jeg var klar og forberedt på en skaldet isse. En dag jeg ALDRIG glemmer og jeg er SÅ glad for at have dette minde med nogle af mine allerbedste veninder.12308844_10153136955442115_121913434_n

I dag, præcis et år efter, skal jeg netop hygge med nogle af tøserne fra gymnasiet. Bl.a. skal jeg ud og shoppe (blackfriday) med min skønne “frisør” Mira og jeg skal hygge med min dejlige veninde Nana, som jeg bor ved de næste dage. Dagen i dag minder mig om, hvor vigtigt det er at have nogle gode veninder i sit liv. Jeg er så beæret over mine, som bl.a. har besøgt mig i Århus mange gange under mit forløb og taget med til lægesamtaler mm. på hospitalet. Af hjertet tak <3.

Husk at nyd livet, dagen, familie og venner!
Husk at give omsorg til hinanden og husk at modtage den.
Husk at sige tak.
Husk at SMIL.

& så husk at være GLAD for dit hår 😉

– Heidi Forsmann