Når der er uoverensstemmelse mellem krop, sjæl og alder

12305558_10153134047452115_310186207_n

Jeg har gennem det meste af mit forløb haft overensstemmelse med min krop og min sjæl. I det mener jeg, at jeg har følt mig, som det jeg så i spejlet. Faktisk også selvom jeg har været skaldet. Jeg har gjort meget i at føle mig smuk på trods af kemoterapi og diverse medicin. Samtidig givet mig selv lov til bare at være grim og ulækker, når det også føltes sådan inde i kroppen. Nogle dage kunne makeup eller nyt tøj også hjælpe mig og give mig en fornyet energi til at klare mosten! For det er sku SKIDE HÅRDT at opleve så mange forandringer og prøve at følge med.

De fysiske forandringer som hårtab på hele kroppen, vægten øges, brystet fjernes, æggestok fjernes, ar på kroppen, lig bleg hud, negle der knækker og falder af, blodsprængninger på kroppen, knopper og udslæt, næse og øjne der løber, diarré og oppustet mave, oppustet ansigt, hævede øjne….. jeg kunne blive ved! – så sker der også en masse forandringer psykisk. Der opstår en masse angst, men i mange tilfælde prøver at holde nede, men som også udfolder sig i angstanfald. Humøret kan være svært at holde oppe, speciel på dage hvor smerter er værst. Derudover kan tanken om, at kroppen har svigtet en også fylde meget og det kan være svært at stole på ens krop igen. Man føler en form for svigt i samarbejdet, om at holde en god og sund krop. De sidstnævnte faktorer er specielt gældende for mig efter min sidste kemoterapi. Så begyndte der, at blive plads til tankerne og sorgen, som man ellers har måtte spærre inde/blokkere for at overleve. Det har været en nødvendighed og en meget naturlig måde for mig at tackle sygdommen, ved at tænke positivt. Det har lykkedes for mig langt hen af vejen.. Men her 9 mdr. efter endt kemoterapi knokler jeg for at komme tilbage til livet.. For selvom kemoterapi er overstået, så er listen på forandringer i kroppen længere end den jeg ville kunne lave på ting der fungerer. Udover senfølger fra kemoterapi skal man døje med bivirkninger fra de andre medicinske behandlinger (zoladex, tamoxifen og herceptin).

Jeg kan føle mig skyldig når jeg ikke er glad og lever livet. Jeg har fået en gave. Jeg har fået livet. Jeg har været heldig ikke at dø af min sygdom. Så hvorfor kan man så ikke bare være glad? Svaret findes tidligere i mit oplæg. Min krop er forandret og føles som en krop på 70 år. Min hjerne og tankegang har forandret sig. Jeg har fået vanvittige livserfaringer, som måske ikke engang en på 50 år ville have erfaret. Når folk spørger, hvor gammel jeg er – så føler jeg, at jeg lyver når jeg svare 26 år. Jeg kan blive helt ked af det, ved tanken om hvad min lille 26 årige krop bliver udsat for både fysisk og psykisk. Hvor meget kan en krop holde til? En uoverensstemmelse- det er der helt sikkert … og jeg tænker der vil gå mange år før krop, psyke og alder vi være på niveau igen! Samtidig har jeg fået den kæmpe gave at få en vanvittig indsigt og livserfaring, som mange ikke når at opleve før sent i deres liv. Jeg er sikker på at den hårde tid jeg har gennemlevet og gennemlever nu, en dag vil komme mig til gode, så jeg kan leve livet og elske livet ENDNU mere end jeg nogensinde har gjort.