Et digt om sorg

færdig

Skrevet af Sarah

Idag er det to år siden mammografien, der viste, at jeg havde brystkræft. Sorgen, der fulgte efter, har så mange tilstandsformer. Den er i det store ar, der strammer, når jeg trækker vejret dybt. Den er indgraveret i de små, blåsorte tatoveringsprikker på min hud, der tegner et kort over min strålebehandling, over det farlige territorie på min krop. Den er et mentalt museum af tabte drømme. Små dukkehuse i sjælen med far og mor og børn og hverdage. Den snor sig i de slidte tankegange, hvor jeg ustandselig finder mig selv drejet ind uden at vide hvordan. Eller som svimlende fald ned i tidslommer i gamle frakker med hårelastikker og håbefulde to-do-lister. Den føles så forstenet som kræftknuden selv, når den lægger sig som lag mellem mig og det, jeg elsker. Den er flydende og varm i min inderste øjenkrog. Sorgen har så mange tilstandformer. Jeg gemmer den væk, jeg giver den plads, jeg råber af den, jeg deler den i tusinde af ord. SÅ nu løber jeg fra den! Jeg løber, løber og løber igennem dens høje, strenge efterårslandskaber. Sorgen er altid anderledes. Den er gammel nu, to år og nu er den splintrende ny. Glimtvis er der omsorg imellem os. Den viser mig de drømme, den er lavet af. De håb der holder i live. Jeg ser, at sorgen er fuldt af lys.