Tina Kærgaard, 28 år

12188474_10153828632674406_1941990249_n

Den 29. januar 2015 var den smukkeste vinterdag. Den slags hvor solen skinner fra en skyfri himmel samtidig med, at det er bidende koldt. Den morgen stod jeg og kiggede ud af vinduet i min lejlighed, mens jeg børstede tænder og tænkte: Sikke en smuk dag at få konstateret kræft på. Det var nemlig denne dag, at jeg skulle have svar på de biopsier der blev taget fra knuderne i mit bryst en uge tidligere. Jeg slog hurtigt de tanker væk igen. Selvfølgelig var det ikke kræft. Alle omkring mig sagde jo også, at det sikkert ikke var noget. Selv lægen sagde, at det sikkert ikke var noget. Der er da heller ingen, der får konstateret brystkræft som 27 årig.

Min mor skulle med til samtalen, og min papfar endte også med at tage med. For tænk nu hvis vi mod forventning fik dårlige nyheder, så skulle min mor ikke køre den lange vej hjem alene. Det viste sig hurtigt, at det var godt han var med. Jeg kan ikke huske præcist hvordan beskeden blev overbragt, men lægen sagde noget i retning af at det man havde fundet var alvorligt, og det skulle vi have fjernet. Først efter jeg spurgte meget direkte brugte hun ordet kræft. På ultralydsscanningen var der blevet fundet 6-7 knuder i mit højre bryst, men der var kun taget biopsi af to af dem. Begge disse prøver viste kræft. Det var svært at fatte. Jeg følte slet ikke at det var mig hun talte til. Det var som om jeg stadig bare sad ude i venteværelset.

Jeg skulle straks indkaldes til CT og MR scanning, for man kunne ikke med sikkerhed vide at det var brystkræft. Det kunne stamme et andet sted fra i kroppen og bare have sat sig i brystet. Men jeg skulle håbe på det ”kun” var brystkræft. Det var surrealistisk. Der var allerede booket tid til en operation 3 uger efter, hvor hele mit bryst skulle fjernes.

Vi kørte hjem til mig. Jeg ringede til min søster, og efter at have været meget fattet på sygehuset var dette mere end jeg kunne klare. Jeg græd. Jeg ringede til min chef. Jeg havde sagt jeg ville komme ned med kage når det var overstået så vi kunne fejre at der ikke havde været nogen grund til bekymring. Det blev ikke til noget. Der var mange ting den dag som ikke gik efter planen.  

Operationen gik godt. Jeg var ret nervøs inden, men bagefter var jeg mest af alt lettet. Lettet over at kræften nu var væk og ikke kunne sprede sig. Under operationen havde man fundet 3 kræftknuder i alt hvoraf den ene havde to satellitter eller to lillesøstre som lægen kaldte det. Kræften havde spredt sig til lymferne i armhulen og derfor havde de fjernet alle lymfeknuderne under operationen. I alt 12 lymfeknuder blev fjernet, hvoraf der var kræftceller i 3 af dem. Min kræfttype var østrogenfølsom og med alle disse ting på plads kunne min efterbehandling nu tilrettelægges: 6 kemobehandlinger, 25 strålebehandlinger og 10 års antihormonbehandling.

Kemo var hårdt – ingen tvivl om det. Jeg ser tilbage på det som en tid hvor jeg bare overlevede, men ikke levede. Det styrede fuldstændig mit liv. Samtidig er det en stor psykisk belastning at vide ens krop bliver total nedbrudt hver tredje uge. Strålebehandling var for mig vand ved siden af, men stadig noget der styrede mit liv. Alle hverdage i 5 uger og på vidt forskellige tidspunkter på dagen.  

Jeg fik min sidste strålebehandling d. 19. august. Det var skønt at være færdig med sygehuset, men samtidig også rigtig svært. Efter min mening burde der være meget mere fokus på tiden efter behandling. Under behandlingen kæmper man bare røven ud af bukserne og man bliver fulgt af yderst professionelle læger og sygeplejersker, som hjælper en igennem det. Der er sat et kæmpe maskineri i gang for at bekæmpe kræften og det skal ske hurtigst muligt. Når du så er færdigbehandlet er det farvel og vi ses til kontrol om et halvt år. Tør man stole på det er væk? Har man overhovedet nået at forholde sig til det? Det hele er gået så hurtigt. Man forventer det er en kæmpe fest at være færdigbehandlet, men det var som om den helt store lykkefølelse udeblev. For hvordan kommer man lige tilbage? Jeg var vildt skuffet over jeg ikke var gladere.

Jeg kæmper for at komme tilbage til livet, men jeg føler at min krop har taget røven på mig. Jeg stoler ikke på den mere. Den har gået og gemt på den her sygdom uden at vise de mindste symptomer. Jeg er bange for at den gør det igen. Jeg bliver nervøs bare jeg mærker det mindste anderledes ved min krop. I en tid hvor der er uendelig mange reaktioner på den behandling jeg har været igennem. Mange bivirkninger både ved kemo, stråler og antihormonbehandling viser sig først nu. Hvis jeg f.eks. har ondt i ryggen et par dage tænker jeg straks: Spredning til knoglerne. Det er utrolig man kan blive så paranoid. Før i tiden var jeg aldrig syg! Jeg siger til mig selv at selvfølgelig er det ikke spredning og kræft, men det sagde jeg jo også til mig selv d. 29. januar. Jeg er nået frem til at det er okay at være bange. Jeg har erkendt at jeg ikke bliver den samme bekymringsfrie person jeg var før. Angsten vil altid være der, men den bliver mindre med årene og jeg bliver bedre til at tackle den. Det er mit mål.

Min rejse er ikke slut endnu. Jeg skal på et tidspunkt have fjernet mit venstre bryst og rekonstrueret begge bryster. Jeg skal fortsætte min antihormonbehandling, men holde en pause engang så jeg forhåbentlig kan få børn. Jeg har fået udtaget en æggestok som ligger i fryseren på rigshospitalet – just in case at kemoen har ødelagt mine æg. Ens liv bliver i den grad forandret når man får kræft, men forløbet har også lært mig meget. Det lyder som en kæmpe kliché, men jeg har fundet ud af hvor skrøbeligt livet er. Jeg har fundet ud af hvad der er vigtigt for mig og sætter mere pris på disse ting nu end før. Jeg er lykkelig og taknemmelig for at være i live! De ting tager jeg med i bagagen – sammen med alle de andre. Mit liv bliver aldrig som det var før kræft, men hvem siger at det bliver ringere? Jeg vil hvert fald gøre mit til at det bliver bedre. Kræften skal ikke have lov til af definere hvem jeg er!