Mette Ginnerskov Hansen, 30 år

rsz_112166950_10153729654562244_1733905032_n

For blot én måned siden ændrede verden karakter. Det var dagen, da jeg i en alder af 30 år fik konstateret kræft i mit højre bryst. Jeg var egentlig ikke nervøs, da jeg steg på toget mod Vejle, hvor mammografien skulle finde sted. To læger havde uafhængigt af hinanden forsikret mig om, at det var en forstørret mælkekirtel, som min kæreste havde opdaget nogle dage forinden. Den ene sendte mig dog for en sikkerheds skyld til en yderligere undersøgelse. Jeg fik en tid to måneder senere i Aarhus. Tanken om to måneders usikkerhed resulterede i, at jeg fik tilkæmpet mig til en tid kun en uge efter på Vejle Sygehus. Og heldigvis for det. Brystkræft lød diagnosen, og den havde yderligere spredt sig til lymferne. ”Dit bryst skal fjernes om fire dage, og derefter skal du i kemoterapi, strålebehandling og antihormonbehandling i 10 år. Du skal også have fjernet din æggestok, da behandlingen potentielt kan gøre dig steril.”

Min forestillede fremtid blev på et splitsekund slået totalt ud af kurs. Brutalt og uden advarsel dissekeret fra den ene dag til den anden. Det fjernede bryst, som for mange omkring mig forekommer at være det værste tab, føles næsten som det mindste offer. Nej, det er uvisheden. Åh den afskyelige og ubarmhjertige uvished, som jeg dage forinden havde levet så lykkeligt foruden. Den vækker mig tidligt om morgnen og holder mig vågen om natten. Hvor har kræften nået at sprede sig i min krop? Vil jeg dø før alle mine kære? Skal mine forældre miste deres yngste barn allerede nu? Vil jeg blive gift med min elskede? Vil jeg kunne give ham den fremtid, han har drømt om? Vil vi nogensinde holde et fælles barn i vores arme? Vores kærlighed er så ny, perfekt og uspoleret og så pludselig, som et lyn fra himlen, har dette ækle monster meldt sig på banen og truer alt levende. Vil jeg nå at færdiggøre min ph.d.? Jeg har jo endnu ikke sat mit aftryk for alvor i verden, fået sat kryds ved alle mine idealistiske målsætninger. Det er spørgsmål, som jeg stadig dagligt tumler med. Nogle gange bliver de så presserende, at jeg næsten ikke kan trække vejret.

Jeg ønsker blot at flygte tilbage til ”gamle-Mette”, hvor troen på livet var intakt, og hvor fremtiden var så åben og indbydende. Jeg kan stadig ikke helt forstå, at denne virkelighed er min virkelighed. Jeg har stadig svært ved at fatte det. En forfærdelig sygdom har grådigt slugt min identitet. Reduceret mig til en diagnose. Mit ydre har endnu ikke ændret sig markant, men mit indre føles som en konstant storm af modsatrettede følelser. Mørke og lys kæmper mod hinanden; håb og fortvivlelse går hånd i hånd. Den sorg, som min forbandede krop har påført mig selv og mine omgivelser, fremmaner en konstant melankoli.

Jeg forsøger desperat at finde mening i noget, som forekommer mig totalt meningsløst. Kan dette være en straf for tidligere ugerninger? Men hvorfor lige mig og nu? Er det mit farverige liv i 20’erne, som pludselig har indhentet mig? Hvorfor tog jeg ikke min krop seriøst noget før? Hvor jeg tidligere frygtede, at rynker og grå hår skulle overtage mit ansigt, sender jeg nu misundelige blikke efter ældre mennesker på gaden. Jeg vil også blive gammel og opleve, hvad der nu slår mig som kroppens forunderlige og smukke forvandling. En ting er sikkert; jeg vil kæmpe med de midler, jeg har. Lægerne siger, at mange overlever, selv med en diagnose som denne, og det har jeg også tænkt mig. Jeg er bange men kampklar; jeg er levende, indtil det modsatte er bevist. Hvem ved, måske venter der endda et lykkeligere liv end før, hvor livet var en selvfølge? Måske dufter roserne bedre på den anden side.