Helle El-Hadad, 39 år

rsz_img_5712

Mit navn er Helle, jeg er 39 år, bor sammen med min kæreste og vores to børn på 9 og 13 år. Den 27. maj 2015 fik jeg beskeden om at jeg havde brystkræft, HER2 positiv og ingen spredning til lymferne.

Jeg havde fundet en lille knude, som lægen var helt sikker på bare var en kirtel, men hun synes alligevel den skulle undersøges. Jeg husker tydeligt, da jeg nogle dage senere blev scannet og lægen begynder at spørge ind til om, hvor lang tid siden det er jeg har ammet og om jeg har natarbejde. Jeg spørg om der er noget og hun svarer bare JA…

Den 27. maj sidder jeg og venter på svar på Herlev hospital. Jeg har taget min lillesøster med og selvfølgelig er jeg nervøs, men inderst inde er jeg sikker på at det ikke er noget. Men det var det og da lægen sagde ”det er brystkræft” så stoppede tiden. Det eneste jeg sagde, og jeg tror jeg sagde det 100 gange, var at jeg ikke kunne dø fra mine børn. Jeg græd ikke, jeg følte intet før lægen begyndte at tale om kemo og hårtab. Så tror jeg at jeg nærmede mig et sammenbrud og hun stoppede med at tale. Faktisk var jeg på det tidspunkt sikker på, at dø inden for de næste par måneder.

Der er ingen kræfttilfælde af nogen art i min familie og de få tilfælde jeg kendte til brystkræft, på det tidspunkt, var alle døde af det, så hele min verden styrtede sammen.
En uge senere blev jeg opereret og det gik godt! Det havde ikke spredt sig til mine lymfer og de kunne lave en brystbevarende operation.

Tiden fra jeg fik beskeden til jeg fik min første kemo var ubeskrivelig. Jeg røg ned i et dybt, dybt, sort hul. Jeg stoppede med at spise, jeg sov ikke og når jeg skulle ud af sengen om morgen var det en kamp. Jeg havde fået et helt bibliotek med hjem, som alle mente jeg skulle læse. Det nægtede jeg, i stedet gik jeg igang med at google brystkræft..Og her ville jeg ønske at der var nogen der havde stoppet mig. Når man er sårbar og angst er det umuligt at sortere i hvad der står på google, så hvis jeg ikke var døende før, så var jeg det i hvert fald på det tidspunkt.

Jeg græd til min første kemo, jeg var så bange. Men da det var overstået var det som om, at jeg pludselig var klar til kamp. Jeg fik mit hår klippet af og det som jeg troede ville være en forfærdelig oplevelse gav mig en følelse af kontrol. Kemo er bestemt ikke en fest, men jeg har hele vejen betragtet det som min ven. Jeg er nødt til at tro på, at den i sidste ende gør noget godt for mig også selvom jeg ind imellem har været hårdt ramt. Men jeg har kunne opretholde en nogenlunde normal hverdag og jeg har endda gået på arbejde en gang imellem. Den 14. oktober fik jeg min sidste kemo, og så ventede der 33 gange stråler og et år med herceptin indsprøjtninger.

Alle takler sådan en krise forskelligt. Det der har fået mig igennem er helt klart åbenhed. Jeg taler om det, når folk spørger er jeg 100% åben og for hver gang jeg fortæller min historie, får jeg det en lille bitte smule bedre indeni.

Aldrig havde jeg i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg var omgivet af så meget kærlighed. Uden den kæmpe støtte jeg har fået fra min familie, venner, kollegaer og mennesker som jeg slet ikke kender særlig godt, var jeg aldrig kommet så godt igennem første del som jeg er, på intet tidspunkt har jeg følt mig alene. Samtidig har det været svært med al den sorg, som jeg føler jeg har påført min familie, især mine forældre. Men set i bakspejlet har det givet mig endnu flere kræfter til at bekæmpe den her lorte sygdom.

Alle pjecerne som jeg har fået, har jeg endnu ikke fået læst, til gengæld bruger jeg grupper som ”ung med brystkræft” og ”brystkræft” rigtig meget.

Jeg håber virkelig Heidi Forsmann ved hvor meget hun gør for os ”brystkræftramte”.

FUCK CANCER!!!