Camilla Bested, 23 år

11403465_10153536567330649_6653498237124119504_n

Mit navn er Camilla, jeg er 23 år og bor i Silkeborg med min kæreste Rasmus.

Tirsdag d. 17. februar 2015 fik jeg den sørgelige besked, at jeg havde fået brystkræft. Jeg følte at hele min verden brød sammen, og nu skulle jeg dø. Min mor døde af brystkræft som 34-årig, så jeg kunne ikke se, hvordan jeg skulle kunne overleve samme diagnose.

Det hele startede i november 2014. Min kæreste og jeg boede på det tidspunkt hos hans forældre. Jeg nødt et dejligt karbad for mig selv en fredag aften, da jeg pludselig synes at kunne mærke noget i mig højre bryst. Det føltes hårdt, lidt som en lille knude inde i brystet. Jeg blev bange, rigtig bange! Jeg skyndte mig op af badet, kunne slet ikke koncentrere mig om andet end den knude. Jeg begyndte at tro, at det måske bare var noget jeg bildte mig ind, og gik ind til min kæreste. Turde næsten ikke fortælle ham om knuden, men han kunne tydeligt se, at der var noget galt med mig. Jeg begyndte at græde og fortalte ham, at jeg var bange for, at jeg havde fået kræft. Han mærkede på mit bryst og blev lige så bange som jeg. Vi blev enige om, at jeg måtte kontakte min læge mandag morgen. Det var den længste weekend nogensinde! Jeg får fat i min læge, som sender mig direkte til Viborg sygehus til en ultralyds scanning af mit bryst. Allerede inden scanningen forsikrer en sygeplejerske mig om, at jeg i hvert fald ikke har kræft, for det er jeg for ung til. Jeg blev rolig, men havde stadig min tvivl. Lægen kom ind i rummet, tog handsker på og smurte gele på min overkrop, ligesom når man er gravid og skal have scannet maven. Han kører rundt med scanneren flere gange på mit bryst og beroliger mig med, at det bare er en helt ufarlig bindevævsknude, og at det er helt normalt for en kvinde i min alder. Den skal bare forsvinde af sig selv, og det kan godt tage et par år. Min kæreste og jeg kunne ånde lettet og fejrede det med en tur ud at spise i Viborg, når vi nu var i byen.

Der går en måneds tid, og jeg begynder at blive generet af knuden. Den gør ondt, når jeg skal sove, og gav nogle pludselige jag ind i brystet. Samtidig følte jeg, at den var vokset. Jeg blev nervøs og kontaktede min læge endnu en gang. Jeg fik af vide, at det var meget normalt, at bindeknuder voksede, men da knuden i mit bryst havde vokset sig dobbelt så stor som sidste gang, blev jeg sendt til Viborg sygehus igen. Jeg bliver mødt af den samme læge, som scanner mig en gang til, men med samme resultat som sidst. “Det ligner en helt almindelig bindevævsknude.” Men da den var vokset så meget, som den var tog han alligevel en biopsi (En meget lang tyk nål bliver stukket ind i knuden flere gange, for at få prøver fra knuden ud til undersøgelse). Jeg skulle komme en uge senere til svar.

Min kæreste og jeg sidder og venter i venteværelset, og jeg bliver nervøs. Men det lignede jo en helt almindelig bindevævsknude, mindede jeg mig selv om flere gange. Vi bliver kaldt ind til en kvindelig læge, som skal give mig svaret på prøven. Men jeg bliver skuffet. De er i tvivl om, hvad det er, så der skal tages en ny biopsi samme dag, faktisk med det samme. Da vi efterfølgende tager hjem fra hospitalet den dag, er jeg næsten sikker på, at jeg har kræft. Min kæreste prøver at berolige mig med, at det jo altså også kan være andre ting, men jeg hører nærmest kun ordet “kræft”. Da vi kommer til svar på prøven 4 dage efter, bliver jeg desværre bekræftet i min tanke om, at det er kræft. “Du har brystkræft, og knuden er meget stor, så vi fjerner hele dit bryst”. Jeg brød fuldstændig sammen.