Lene Schmidt Haugaard, 29 år

IMG_5531

Mit navn er Lene og jeg er 29 år gammel. Jeg er gift med min mand Jonas og mor til vores lille Johan på 1 år. Udover at være hustru og mor er jeg også datter, søster, veninde, fysioterapeut og meget meget mere, men som noget nyt er jeg desværre også kræftpatient.

Min historie er den, at jeg i januar 2015, som 28-årig nybagt mor, midt i den mest vidunderlige barsel, fandt en knude i mit ene bryst. Jeg vidste at den knude ikke skulle være der – den var ikke øm – så jeg ringede til lægen med det samme, og kom til konsultation allerede om eftermiddagen. Der var to læger der undersøgte mig, og de tog mig heldigvis alvorligt. De var enige om ikke at tage nogen chancer, så på trods af min unge alder og det at jeg ikke opfyldte alle kravene for det, sendte de mig videre i det der hedder et akut kræftpakkeforløb, hvor en eventuel diagnose skal lyde indenfor 14 dage. De næste 2-3 uger derefter blev derfor en hæsblæsende og intens følelsesmæssig ruchebanetur for mig og min familie.

Jeg er typen der læser meget og undersøger alt, så allerede under den første ultralydsscanning med biopsi var jeg klar over at den ikke var god. Der var en stor sort plet på skærmen, og væsken der blev trukket ud var blodig og der var næsten ikke nok til de prøver der skulle laves – kræft lige efter bogen. Ordene derfra var dog: “Det er en helt ufarlig bindevævsknude. Du kan kontakte din egen læge om 14 dage for svar”. Så da der allerede 5 dage senere kom et brev om, at der i biopsien var fundet atypiske celler, der krævede yderligere udredning, blev mine bange anelser slået fast med syvtommersøm. Jeg fik så foretaget en grovnålsbiopsi, og her fik de for alvor sat en skræk i livet af mig. Her var ordene: “Har du børn?? (med rædslen malet i deres ansigter). Du skal forberede dig på det værste … Vi skynder os lige at tage et røntgen af lunger og hjerte med det samme – det er med henblik på operation og narkose.” Jeg vidste udmærket godt, at den røntgen var for at se om der var spredning. Jeg gik ud af døren fra den undersøgelse, faldt grædende min mand, der stod med vores lille 4 måneder gamle baby sovende på maven i bæresele, om halsen og sagde: “Skat, jeg tror jeg har brystkræft”.

Jeg kan huske at jeg helt op til aftenen inden jeg skulle ind og have beskeden tænkte: “De har ikke sagt det højt endnu, så vi kan stadig glemme det hele og lukke os inde i vores lille lykkelige barselsbobbel – bare lidt endnu … om lidt er der ingen vej tilbage”.
Da jeg fik beskeden om at det var brystkræft var jeg fattet og afklaret, for jeg vidste det godt. Jeg var derfor på en eller anden mærkværdig måde forberedt, kunne stille spørgsmål og tage notater. Min mand derimod brød sammen, men som han sagde til mig, og som virkelig har hjulpet mig i mit forløb: “Jeg græder ikke fordi jeg er bange for at du skal dø, for det skal du ikke. Jeg græder fordi jeg er så ked af at du skal igennem det her. Det har du ikke fortjent”. Men jeg var altså nu unægteligt puttet ned i verdens mest kedelige kasse, stemplet “KRÆFTPATIENT”. En kasse man aldrig kommer op af igen.

Vi skulle dog lige igennem endnu et følelsesmæssigt helvede. For på røntgenbilledet kunne de se en skygge på min ene lunge, og denne var de nødt til at undersøge nærmere for at se om det var spredning af kræften. Hvis der viste sig at være spredning, ville de ikke kunne operere, og behandlingen ville i stedet for “helbredende” være “livsforlængende”.. Ventetiden på den CT-scanning, der skulle give os klar besked, var direkte ulidelig. Jeg var et nervevrag og min mand måtte ”samle mig op” mange gange. Jeg vidste på det tidspunkt ikke om jeg havde galopperende kræft i hele kroppen, og ordene fra lægen, der havde taget den sidste biopsi, kørte ustandseligt i mit hoved: “Du skal forberede dig på det værste”. Var jeg ved at dø nu?? – fra min mand og vores lille baby. Ville min søn nogensinde nå at kunne huske mig – huske sin mor? Tanken var ubærlig og jeg græd og græd. Jeg kan stadig blive voldsomt ærgerlig over valget af ord fra den læges side, og generelt over kvaliteten af kommunikationen til den undersøgelse. Det var jo uanset ikke nødvendigt at få mig til at føle, at jeg var ved at stille træskoene indenfor de næste par uger. Det var først da min søster sagde til mig, at det værste for lægen jo ikke nødvendigvis også var det værste for mig, at jeg kunne få lidt ro på mine tanker og min angst.

Heldigvis viste det sig, at der ikke var tale om spredning, og jeg fik derfor grønt lys for behandling, og fik at vide at de nok skulle kunne gøre mig helt rask. Knuden, som var 15 mm. og tripple negativ, blev fjernet i starten af februar ved en brystbevarende operation og der var ingen spredning til lymferne. 12 dage senere fik jeg opereret en æggestok ud, som nu ligger i dybfryseren på Rigshospitalet, just in case. Fantastisk at man kan det nu! I starten af marts påbegyndte jeg så de obligatoriske 6 omgange forebyggende kemoterapi, og det var jo så først her, at jeg kom til at føle mig syg. Inden mit lange hår begyndte at falde, klippede jeg det selv af i to lange hestehaler og donerede det til at lave børneparykker af. Så var der ligesom en mening med galskaben og det havde jeg det rigtig godt med, og så lod jeg ellers min mand kronrage mig. Det med hårtabet skulle ikke være noget jeg skulle se tilbage på som noget sørgeligt og forfærdeligt. Det skulle være en positiv oplevelse, en god historie at fortælle – og det blev det. Jeg var i kontrol. Vigtigt! Jeg fik mig en rigtig flot paryk af ægte hår, men blev aldrig rigtig gode venner med den. Jeg brugte den kun nogle gange og solgte den derfor videre lige efter jeg var færdig med min kemoterapi og altså lang tid inden jeg selv havde hår i sigte. Den var bare for flot at have stående i skabet. Ellers brugte jeg tørklæde eller hue, men oftest brugte jeg ingenting, og jeg var faktisk hurtig til at droppe det helt. Jeg havde hedeture af kemoen og svedte som et ondt år, og jeg tænkte, at hvis jeg havde noget på hovedet ville det jo udelukkende være for andres skyld, og sådan skulle det ikke være. Det var jo altså nu engang ikke noget jeg selv havde valgt. Jeg gik længe rundt i bybilledet, piv-skaldet, og heldigvis var det sommer. Alle mennesker gloede med blikke der sagde: ”Åh nej, hun har kræft, og så ung hun er. Hun er nok ved at dø, og åh nej, hun har en lille baby, forfærdeligt”. Men det fantastiske var også, at mange nikkede anerkendende, og jeg har ligefrem oplevet flere gange, at kvinder er kommet hen og har givet en krammer og fortalt at de selv har været der og at det hele nok skal gå. Det har helt sikkert set herrens ud at gå rundt sådan, men jeg bilder mig ind, at det måske også har rykket lidt ved nogle grænser og prikket til et tabu.

Forløbet har været en hård og sej omgang, ingen tvivl, men vigtigst for mig er, at min lille søn ikke har mærket noget til alt det der er foregået, og han har uden tvivl også været min lille klippe i alt det her. Jeg har ikke haft tid til at være træt og syg, jeg har skullet være mor. Jeg har fra start af ikke villet lade kræften overskygge alt det fantastisk gode der også sker i mit liv lige nu. Jeg er ung, og jeg ville stadig have lov til at være på barsel og nyde det mest fantastiske der nogensinde er hændt mig. Det er “sjovt” med det – det er den bedste tid i mit liv, og samtidig er det også den hårdeste, værste og mest skræmmende tid i mit liv. Jeg vælger at have fokus på det første. Jeg har den dejligste mand og den lækreste lille babydreng, og hvor er jeg dog heldig med det. Det er så vigtigt for mig, at holde fokus på de gode ting, på alt det positive, midt i alt det andet rod, og derfor er det også bare så vigtigt hele tiden at mærke efter, hvordan man har det. For man skal passe på sig selv. For eksempel startede jeg op i tilbuddet Krop og Kræft, men stoppede igen, da der for mig simpelthen var alt for meget fokus på sygdom, bivirkninger, kemo-gift mm. i forhold til, hvad jeg havde brug for på det tidspunkt. Den ja-hat jeg virkelig kæmpede for skulle blive på mit hoved begyndte at skride ned om ørerne på mig, og da min mand en dag spurgte mig om jeg gik og var ved at blive deprimeret, måtte jeg sige fra, for jeg havde selv gået med de tanker. Jeg havde personligt mere brug for at være mig – Lene – ikke kræftpatient, og for eksempel tage til yoga som jeg plejede at gøre det, i vanligt regi. Så det gjorde jeg, dog piv-skaldet selvfølgelig.

Det med positiviteten er selvfølgelig ikke lige nemt altid, for når jeg for eksempel har set mig selv i spejlet igennem det her forløb har jeg ikke kunnet genkende mit eget spejlbillede. Jeg har taget på, tabt hår, øjenvipper og øjenbryn, og det har faktisk været svært helt at huske hvordan jeg så ud før alt det her – og hvordan jeg i det hele taget var. Det er utroligt så hurtigt det går med det og det har kunnet gøre mig utrolig ked af det. Der er så meget i det her forløb der er lige til at sætte sig ned og græde over. Det ville helt klart være det letteste at gøre, men det er mit liv for kort til, og det ville ikke hjælpe mig i det lange løb, tvært imod. Heldigvis har jeg de bedste mennesker omkring mig, så jeg har klaret det. Jeg VIL klare det. Og jeg skal desværre klare lidt mere.

For sideløbende med kemobehandlingerne kørte min genetiske udredning. Denne blev sat i gang automatisk på grund af min unge alder og det viste sig desværre, at brystkræften var genetisk disponeret. Det betyder, at jeg har, intet mindre end op til 80 % øget risiko for at udvikle brystkræft i forhold til den generelle befolkning i DK, og desværre også op til 60 % øget risiko for at udvikle kræft i æggestokkene. Det var en stor kamel at sluge (den er ikke slugt endnu), og den nye diagnose “BRCA1-bærer”, som det hedder, fører en masse svære valg med sig. Mit lille hoved kan have svært ved helt at følge med, for det er alt sammen gået forfærdeligt stærkt.

Grundet min BRCA1-diagnose fik jeg her i august måned så fjernet og rekonstrueret begge bryster forebyggende. Det var det eneste rigtige at gøre, men det var ikke nemt og er det stadig ikke. Mest af alt fordi jeg ikke måtte løfte på min lille søn i 4 uger efterfølgende, og mærke hvad det gjorde ved ham, at jeg pludselig ikke kunne være der for ham. Og nå ja, så er der jo lige alt det med at kroppen endnu engang er forandret. Noget så markant endda. Men det skal jeg også nok komme igennem, det ved jeg. Utroligt hvad man egentlig kan mande sig op til, men man har jo i bund og grund ikke noget valg. Den sidste æggestok må desværre også væk på et tidspunkt, jeg tør ikke andet – alt sammen i kampen for at få lov til at være her. Og selvfølgelig skal jeg være her!

Det mest skræmmende for mig i sådan et forløb er alt det uvisse, så jeg er typen der suger viden til mig, læser og studerer denne kræft som var det en eksamen. Det hjælper mig. Jeg gør hvad jeg kan for at optimere mine mentale og ikke mindst mine kropslige betingelser bedst muligt, så jeg forhåbentlig kan forblive sygdomsfri og leve et godt og langt liv. Jeg bruger en del penge på alternativ behandling, på at kunne spise sundt, godt og økologisk, samt på at kunne tage de rigtige vitaminer, olier og kosttilskud, hvilket jeg også kunne mærke en overbevisende effekt af i forhold til bivirkningerne af mine kemobehandlinger før og efter jeg begyndte at tage dem. Det er uendeligt vigtigt for mig at føle, at jeg selv gør noget. Det har også været utrolig givende, at kunne møde og snakke med andre unge i samme båd som mig selv. Det har både været igennem sygehuset og Kræftens Bekæmpelse, men også igennem diverse lukkede grupper på facebook. Det er så vigtigt at vide, at man ikke er helt alene i alt det her. Det har hjulpet mig rigtig meget at vide, at der faktisk er andre unge der gennemgår det samme som mig, og som sidder med de samme tanker om for eksempel hårtab, tab af kontrol, hvad med fremtiden?, hvad med brysterne?, hvad med børn?, hvad med alle planerne? Det er en kedelig klub at blive medlem af, men vi kan få lov til at være der for hinanden, og alle ved hvad man taler om. Det er rart!

Der er generelt et stort “oprydningsarbejde” efter sådan en kræftdiagnose. Både fysisk og psykisk. Kroppen og sindet skal bygges op igen, og angsten for tilbagefald løber nok ingen steder. Men man er jo nødt til at tro på at det hele nok skal gå. Jeg er netop ude på den anden side af behandlingsræset, hvor det indtil nu har handlet om at overleve. Nu skal jeg til at leve igen og jeg glæder mig sådan til det. Vores liv har været sat på standby for en stund, men nu er det tid til at finde mig selv igen og finde os selv igen. Jeg skal tilbage på barsel. Energiniveauet stiger, kroppen bliver stærkere, håret gror, øjenvipperne er på retur og jeg kan lægge mascara igen. En flot ny BH kan virkelig gøre meget, og jeg fristes til at sige, at jeg inden længe igen kan gå for at være helt normal. HURRA – normal! Mit 2015 blev lidt rigeligt indholdsrigt, så det må være godt for nu tænker jeg. Jeg købte en fin plakat den anden dag, som jeg synes passer så godt på vores friske start. ”Mere hygge – mindre bøvl”, står der. Den er jeg med på!