Makeupartist Kenneth Adelhardt deler ud af sine bedste skønhedstips #1

1276349_425314817574375_757820942_o

Når man bliver ramt af brystkræft og skal igennem en masse medicinsk behandling, går det ofte ud over ens hud. Den kan blive hævet, rød, irriteret og danne mørke rander. Nogle gange ser spejlbilledet værre ud end hvordan kroppen føles. Man mister hår, bryn og vipper under kemoterapi, som også kan være hårdt for ens selvtillid. Kenneth tror på at ydre skønhed kan påvirke vores indre i en positiv retning. Kenneth gør opmærksom på, at han ikke er læge, så han taler ud fra hans erfaring som makeup artist. 

Nedenfor deler Kenneth Adelhardt ud af sine bedste makeup tips, om hvordan man bl.a. kan skjule sorte rander under øjnene og hævelse i ansigtet.

Sorte rander under øjnene: Sorte/blå rander er fordi huden bliver tyndere, nogle er født med det og andre får det pga. søvnmangel. Alt der er blåt kan man neutralisere med gult. Hvis man bruger en dækstift der er for lys, så blander man sort og hvid, som så i virkeligheden bare bliver grå. Det du derfor skal gøre er, at dække med en der er i samme farvenuance som din hud, men den skal have en gul undertone, fordi gul neutraliserer/fjerner blå.

Hævelse: Hævelse kommer af, at du har væske i ansigtet. I forhold til det indre, så er det vigtigt at du ikke sover for varmt og at du ikke har for meget salt i din mad. Hvis man vil skjule ens hævelse, så skal huden ikke glinse for meget. Noget der glinser/lyst det gør større, hvor mørkt/mat gør mindre. Disse principper gælder både i tøj, hår og makeup. Indskygning kan bruges ved hævelse.

Indskygning: Indskygning er rigtig godt, men kræver lidt øvelse. Man kan hurtigt komme til at se beskidt ud i ansigtet, hvis man ikke ligger indskygningen rigtigt. Til indskygning kan man bruge en mørkere foundation, en mørk men ikke sort øjenskygge eller et indskygnings produkt, som er en tand mørkere end ens egen hudfarve. Du kan ikke bruge en solskinspudder, da de er lavet med røde farve pigmenter, for at give udtrykket: “Jeg ser frisk ud og er blevet solbrændt, lækker”. Man har jo ikke lyst til at se “solbrændt, lækker ud” på dobbelthagen. Så derfor skal det være en kedelig grå/brun farve, som du vælger til indskygnings farve.

Indskygnings farven ligger man der, hvor man godt kunne tænke sig at ansigtet bliver smallere. Det kunne f.eks. være på dobbelthagen eller lige under sine kindben, hvor man laver en kyssemund og så skygge under kindbenene. Ved at farve med den mørke indskygnings farve i det hul der bliver dannet og tone den fint, så får man en illusion om at det går indad. Jo rundere man er i hovedet, desto længere skal man skære ind ad mod munden med den mørke indskygningsfarve. Det er rigtig vigtigt, at man ligger indskygnings farven først og derefter ligger rouge på kindbenene og nærmest trækker den ned over indskygningen. 

Rouge indeholder rødt og udstråler, at man rødmer eller er frisk efter en løbetur. Det er noget med at øve sig rigtig meget, så man ikke ser ud som om man har tegnet en streg ind på kinden. Principperne her, kan man bruge alle steder. F.eks hvis man er bred inde ved øjnene, så kan man ligge lidt mørkt ved tindingerne. Hvis man synes panden er for høj, så kan man lægge noget mørkt i hårgrænsen. Det handler om “less is more” og at farven skal være kold.