Lets talk about sex….

sex

En brystkræft patients bedste råd når vi snakker om sex:

  1. For det første, så skal vi indse, at det er helt naturligt at sex forsvinder en periode når man rammes af livstruende sygdom. Sex kræver et vist overskud, som ikke er til stede når man er syg og evt. også dårlig af behandlingen. Det tager tid – “lige så lang tid som sygdomsperioden” at komme ovenpå. Tanken giver jo lidt ro på. Tålmodighed er en dyd, også her
  2. For det andet, så gælder det om at få sin hele kropsoplevelse igen. Sygdommen har givet et meget stort fokus på ét område af kroppen, som fylder hele bevidstheden, en slags asymmetri i tankerne. Det kan man træne op ved at mærke alle dele af kroppen når man bader, motionerer eller ved at mærke efter med hænderne. Man skal ikke tænke ‘medicinsk’, men neutralt, konstaterende: “Her er mit hår, skuldre, ansigt” etc. etc. Prøv! Det er svært ikke at tænke at jeg tjekker lige arvævet etc.!
  1. For det tredje skal man acceptere, at det sexliv man havde inden sygdommen ikke bliver genetableret, men at man får et nyt sexliv, måske med andre vaner og behov. Man skal altså til at lære sig selv og hinanden at kende igen, og lade det tage sin tid at finde ud af, hvad der nu er godt. Her har man jo brug for at ens partner, hvis man har sådan en, er med på, at det er nye tider.