Mette Holmegaard Kjær, 36 år

mette

Juleaften 2014 opdagede jeg en knude i mit højre bryst. Jeg glemte det igen, men da jeg en måned senere igen mærkede knuden, gik jeg til læge. Han sendte mig med det samme videre til mamografi.

Da jeg var blevet mamograferet  stillede lægen sig undrende over, hvorfor jeg overhovedet var blevet henvist af min læge, når der ingen knude var! Jeg viste hende præcist, hvor knuden sad og hun vendte tilbage for at kigge på billederne igen. Knuden var så lille, at den ikke kunne ses på billederne. Hun mente dog under alle omstændigheder, at det var en godartet bindevævsknude, dog var den lidt atypisk og derfor ville hun tage en biopsi. Jeg blev allerede der lidt bekymret, men hun sagde flere gange, at den helt sikkert var godartet. Det var den desværre ikke og nogle dage efter lå jeg i en MR scanner og en uge senere, fik jeg at vide det højst sandsynligt var kræft.

Jeg husker tydeligt samtalen med den pågældende læge, der skulle overbringe mig denne nyhed. Hele verden stod stille og jeg tænkte udelukkende på mine børn. Jeg ville bare ud og væk. Jeg husker, jeg blev vred på lægen og irriteret over alle hendes ord om brystkræft, alle hendes brochurer og informationer.

Tiden inden operationen var dyster. De fleste dage sov jeg væk og stod op, når børnene kom fra skole. Jeg mobiliserede alle mine kræfter til dem. Venner, veninder, familie og bekendte ringede og skrev, sendte en masse blomster og gaver. Det var enormt svært at rumme.

Det var samtidig frygtelig hårdt at gøre andre så kede af det.

Efter operationen fik jeg endelig vished om, at det var kræft og at knuden var HER2 positiv.

Jeg blev vildt ked af det, men jeg fandt i det øjeblik nogle uanede kræfter og håb om, at det her nok skulle gå. Jeg vidste, det ville blive hårdt og jeg vidste, det ville blive frygtelig hårdt at fortælle vores børn det. Min mand og jeg fortalte det på en udramatisk, men sandfærdig måde. Jeg sendte besked ud til alle forældrene i deres klasser og til lærere og pædagoger.  Det viste sig at være en rigtig god investering for børnene.

Tiden med kemo overlever man og man sørger for at holde hovedet oven vande. Man nyder og lever i de par uger, hvor man har det godt indtil den næste kemo.

Kemoen var hård for mig. Jeg fik alle tænkelige og utænkelig bivirkninger og var indlagt to gange med infektioner. Da jeg stod for at få 6. og sidste kemo, besluttede lægen, at jeg ikke skulle have mere, min krop havde fået det kemo, den kunne tåle.

Der sker mange ting, når man rammes af en livstruende sygdom og ja det har været et sindssyg hårdt forløb, men samtidig kan jeg også se tilbage på en tid, hvor vi i min familie rykkede tættere sammen, de små ting blev vigtigere, prioriteringerne anderledes og nu handler det om at værdsætte og bevidst nyde alt det gode vi har.  

Samtidig lære at leve med den evige angst og erkendelsen af , at det ikke kun sker for naboen. Og det kan være svært.

Lige efter min første kemo havde jeg mine børn på tur, hvor vi lavede alt muligt hyggeligt. Om aftenen sagde min datter på 9 år til mig: ”Jeg ville ønske, vi kunne gøre det hele igen, mor”. ”Hvert eneste blink med øjet”  Det var så fint sagt og så rigtigt.

Siden det, har jeg tænkt på, hvor vigtigt det er at skabe gode og betydningsfulde oplevelser og øjeblikke med hinanden og leve i nuet, for det kan ikke gøres om.