Melanie Skelgaard, 33 år

Melanie
Det er svært at sætte punktum i dette kapitel af vores liv, fordi vi hele tiden har brca fejlen med os, men for hver dag der går, bliver det nemmere at lukke bogen for en stund. Vi tager bogen frem igen om nogle år, når jeg skal have fjernet æggestokkene, og igen når vores børn skal skrive deres egen historie – forhåbentlig en helt anden historie, fordi forskningen gør det muligt.

Fredag uge 40 2013 og 2014 er fredage, vi aldrig glemmer i min familie.

Fredag uge 40 2013 fik min mor beskeden om, at hun med høj sandsynlighed havde kræft i æggestokkene.

Fredag uge 40 2014 var det min tur, jeg fik konstateret brystkræft, som kun 32 årig.

Hvordan kan to så tætte familiemedlemmer få konstateret kræft med et års mellemrum ? Det burde ikke være muligt, men det var det desværre.

Efter gentests viste det sig, at både min mor og jeg er brca1 bærer, dvs. vi er i højere risiko for at udviklebryst-og æggestokkræft. Jeg fik svaret lillejuleaften, sikke en julegave at få. På sin vis gav testen mig det svar jeg søgte, hvorfor mig? Det var der en forklaring på nu. Men som mor til tre mindre børn, hvor de to af dem er piger, gav det anledning til mange bekymringer. Frygten for, at have givet genfejlen videre, og angsten for, at de skal igennem det, jeg har været, eller det der er værre, er stor.

Men samtidig tror jeg også på, at forskerne er nået langt om 20 år, når vi har svaret på børnenes gentest – og måske vi er heldige, at børnene har arvet det gode gen.

Men jeg stod nu midt i kemoforløbet med en positiv gentest og skulle træffe nogle valg, som patienter uden brca fejlen ikke står overfor.

Ville jeg fortsætte som planlagt, eller ville jeg efter endt kemo have lavet helt nye bryster grundet den øgede risiko for at udvikle brystekræft igen. For mig var valget ikke svært, jeg skulle have nye bryster, jeg syntes både jeg skyldte mig selv og min familie det.

Som brca bærer springer man køen over på plastikkirurgisk afdeling, så ganske kort efter sidste kemo stod jeg overfor rekonstruktionen. Første operation var en stor mundfuld – 6 timer på operationsbordet, 6 dræn, og 2 døgn, hvor jeg kun kunne ligge i sengen, og 5 uger hvor jeg ikke måtte løfte min 1 årige datter.

Rekonstruktion er skøn, fordi man bygger op i stedet for at nedbryde, som i kemoforløbet. Man føler man genvinder lidt at kontrollen over kroppen. Men at stå mit i forløbet med halvfærdige bryster, og noget hår som bare vokser alt for langsomt, det kræver sin kvinde, for man føler sig alt andet end feminin.

Det er svært at sætte punktum i dette kapitel af vores liv, fordi vi hele tiden har brca fejlen med os, men for hver dag der går, bliver det nemmere at lukke bogen for en stund. Vi tager bogen frem igen om nogle år, når jeg skal have fjernet æggestokkene, og igen når vores børn skal skrive deres egen historie – forhåbentlig en helt anden historie, fordi forskningen gør det muligt.