Rune Wegge, 40 år

rune

Jeg hedder Rune, er 40 år og  har en vanvittig sygdomshistorik bag mig.

Fik konstateret kræft i nyren, som lille dreng i en alder af 2 år med spredning til lungerne, havde man vidst hvordan den slags skulle behandles dengang som man gør i dag, så havde mit sygdomsforløb været et helt andet, men nu var man ikke klogere end man var i 1977 og 1978. Så det var først operation med fjernelse af højre nyre og da jeg var nogenlunde over det og helet op blev det den helt store hestekur med massere af kemo og i alt for store doser og massere af stråling. Man bøvlede meget med det og hver gang der var små fremskridt, var der mindst lige så mange tilbageskridt, men til sidst fik, man så helbredt mig.

Men de alt for store doser kemo, skulle siden hen vise sig og få fatale følger, da min hjertemuskulatur, som 16 årige blev så ødelagt at hjertet ikke kunne pumpe ordentligt og dermed, langsomt men sikkert ødelagde sig selv. Eneste udvej, var en hjertetransplantation, hvis jeg fortsat ville leve og have det godt og der så tilfældigvis også var et donorhjerte til mig, hvad jo ikke var til at vide. Hjertet kom, hurtigere end forventet, men alligevel så lang tid efter, at jeg stort set var sengeliggende 24/7, og ude af stand til at kunne foretage mig ret meget uden jeg følte jeg enten var ved at drukne indefra, grundet væskeophobning i de øvrige organer, som også blev væsentlig nedsat, når hjerte ikke fungerede. Eller jeg tabte vejret og ikke kunne få luft. En virkelige rædsom og ubehagelig oplevelse. Men fik som sagt min hjertetransplantation, inden det gik helt galt, og trods de udfordringer der fulgte med følgesygdomme og andre problemer i op til 7 måneder efter, var det på sigt det hele værd.

Så gik der 8 – 9 gode år, uden problemer, så fik jeg en lille knude i venstre bryst i starten af 00’erne, fik den undersøgt, men blev frikendt, da den på det tidspunkt var godartet. Voksede gennem årene langsomt, men sikkert, indtil den generede mig en hel del i efteråret 2011. Havde så håbet at de på Rigshospitalet, ville havde tjekket det op, i forbindelse med jeg alligevel var til kontrol for hjertet, men de slog det hen med, det ikke var noget og jeg skulle gå til egen læge med det. Det fik jeg ikke gjort, da jeg havde travlt med alt mulig andet og knuden voksede yderligere i løbet af de næste 3 måneder og påpegede det så nok engang for en af overlægerne, i starten af 2012. De blev kigget på den og mærket og de tilbød at tage en biopsi af den og fjerne den. Jeg havde ikke den fjerneste ide om at den pågældende overlæge, i samme øjeblik han så den og fik mærket på den, havde mistanke om, at det absolut ikke var godt. Så blev indstillet til en biopsi små 14 dage efter og måtte så vente yderligere 10 dage inden svaret for lå.

Brystkræft lød beskeden en fredag eftermiddag i marts 2012, og det sad så tåbeligt, trods det var overfladisk, så det var umuligt og lave en brystbevarende operation – betyder måske heller ikke så meget når man er mand, man havde håbet det var muligt. Det var det så ikke, så fik fjernet hele venstre bryst og fjernet 11 lymfeknuder også, da der var en mikroskopisk spredning i en enkelt af dem. Så langt så godt, havde håbet på jeg om muligt kunne slippe for kemo, nu de var sikre på de kirurgisk havde fået alt det med der var og der ikke var mere at komme efter, men sådan kom det ikke til at gå. 6 omgange kemo i et 4 måneders forløb og så også herceptin i et år, da den var hormonfølsom. Troede aldrig jeg havde overlevet den kemo omgang, men det hjalp meget da de nedsatte dosis. Og det er nok også det som har reduceret mine bivirkninger meget. Sagde så nej tak til strålebehandling, alene af den grund jeg mente risikoen for stråleskader på mit ”nye” hjerte var for stor. Blev erklæret for sygdomsfri, lige over et år efter jeg havde fået stillet diagnosen, trods de på ingen måde var særlig villige til at ville give mig en PET/CT scanning. Men jeg fik til sidst min vilje.